Først vil jeg bede Dem se på nedenstående bordbillede. Så vidt jeg kan se, står  på bordet forklaringen på EUs ellers uforståelige bestræbelser.

Bruno Waterfield i Bruxelles, sidst opdateret: 2:31AM BST 03/05/2008:  2003 fra Bruxelles.
EU vil åbne sine egne ambassader
  under en plan, som kritikere anser for et greb efter magten fra de EU-funktionærer, som presser på for en Forbunds-superstat.

The Daily Telegraph har set et højtrangerende EU Dokument, hvori man diskuterer planer for en "Europæisk Udenrigs-Aktionstjeneste"  (EEAS), der foreslås under den nye EU Traktat, som nu ratificeres i det britiske parlament. Dette er første gang, at EU ambassader er diskuteret i fuldt alvor. "Unionsambassaderne " skulle kontrolleres af en ny EU-diplomattjeneste - skabt gennem Lissabon Traktaten."

 Bruno Waterfield har rapporteret om EU og europæiske anliggender for "The Telegraph" siden 2006. Siden januar 2000 har han rapporteret først fra det britiske parlament og siden jan.2003 fra EU i Bruxelles.


Embedsmændene frygter fjendskab med EU-politikerne pga. planer om at gennemføre den nye Traktat, før den er fuldstændigt ratificeret. Arbejdspapirer, som cirkulerer i Bruxelles, antyder, at mere end 160 kontorer rundt om i verden , inkl. i medlemstaterne, skulle blive EU-ambassader. Disse ville kappes med eksisterende nationale) ambassader.

Lige så kontroversielt er et forslag om EU ambassdører, der skulle stå til ansvar over for EU Parlamentet. "Parlamentet skulle stræbe efter egentliige høringer af særlige repræsentanter og ambassadørkandidater på samme måde som i USAs  Kongres mhp. udnævnelser af ren politisk karakter." siger  dokumentet.
   
I gamle dage satte man i søkrig sejrherrens nationalflag over den besejredes på en kapret prise.            
                          
 Planer for den nye udenrigstjeneste har rejst følsomme politiske spørgsmål, idet den giver EU udseende af  statsstatus og for første gang sammensmelter nationale diplomater med eksisterende  "eurokrater"

En onskabsfuld strid om, hvem der skal kontrollere diplomatkorpset, er brudt ud mellem regeringer og EU-Kommissionen. Imidlertid frygter EU-Funktionærerne, at den nye EEAS - hvis den bliver kontrolleret af nationale regeringer - kunne trække magt fra "fællesskabsinstitutionerne" som Kommissionen til regeringsinstitutioner som det Europæiske råd, der repræsenterer medlemstaterne. "Enhver regeringsindflydelse på områder af politikken, som er under fællesskabskompetence skal undgås", fastslår det fortrolige dokument." 

"EEAS må forvaltningsmæssigt udtrykkeligt være knyttet til EU-Kommissionen."  EEAS vil have mellem 2,500 og 3,000 funktionærer ved sin indførelse d. 01.01.2009. Derefter forventes antallet at stige til fra 7.000 til 20.000 i flg. forskellige bedømmelser. 

William Hague, den britiske skyggeudenrigsminister: "Som forudsagt danner den omdøbte EU Forfatning basis for en EU-magttilegnelse. Den stiller Labour Partiets dumhed til skue gennem opgivelsen af vetoretten på et område af allerhøjeste vigtighed for Storbritannien." En repræsentant for udenrigsministeriet sagde:" Storbritannien modsætter sig og vil stritte imod  at kalde EEAS-kontorerne ambassader."
Kommentar: Som “eurofacts” bemærkede: Storbritanniens regering modsætter sig først kraftigt EUs magtovertagelser, affinder sig derpå ydmygt med ethvert EU-forslag. Dette er i modsætning til de andre EU-lande: De underkaster sig helt enkelt uden vrøvl EU-Kommissionens forrykte ideer. Vetoretten er uhyre sjældent - hvis nogensinde - blevet anvendt. William Hagues udtalelse er intet andet end varm luft: Hans parti undlod energisk at understøtte kravet om folkeafstemning om Lissabon Traktaten. Alle Politikere i Europa er med i disse den Nye Verdensordens manipulationer.

Så vigtig og fremskreden er denne diskussion (om den nye præsident)
at José Manuel Barroso, EU Kommissionens præsident, anså det for nødvendigt, at indkalde (de fast repræsenterede EU-) ambassadører til en middag (uformel, upåfaldende, hemmelig). I flg. Waterfield bliver alle vigtige EU beslutninger truffet ved en hemmelig middag med EU-ambassadører - og får ikke lov at sive ud.
Se engang med en lup på lysestagen med hovedet, som illuminerer det forsamlede broderskab.  Den ville jeg gerne have set nærmere på . Mig minder den om EU-illuministernes (explanatory statement) hornede gud, Lucifer/Bafomet i profil!!
Han synes at blinke til Tony Blair! Eller tager jeg fejl? For dette er så uhyrligt, at det da ikke kan være sandt?

Barroso og andre kommissionsmedlemmer er bekymrede for, at  den nye EU præsident bliver noget meget mere end en en tilbagetrukken figur, som arbejder bag kulisserne. Der vil være vindere og tabere. Som Barroso i en debat Le Soir sagde i onsdags:Vi ved meget vel, at nogle skabte Rådspræsidenten for at svække de overnationale institutioners rolle." 

Her har vi banen kridtet af til en typisk EU-krig: Nationale Bureaukrater (det Europäiske Råd og Coreper) mod  Euro-embedsmændene . På spil står, hvem der får hvad, når lagkagen skal skæres - men på en sådan måde, at debatten ikke skal være offentlig.  

Barroso er bekymret for, at den nye EU præsident vil holde ham uden for klimaændringsforhandlingerne til næste år - og nogle nationale regeringer vil også gerne se dette!! 

Nogle nationale regeringer (Storbritannien sandsynligvis iblandt dem, hvem ved? Ingen vil sige os det) er meget opsatte på, at   EU præsidenten snarere end den Høje Repræsentant (dvs. ham, som hidtil har haft titlen europæisk udenrigsminister) har grebet om udenrigspolitikken (særligt forsvaret) samt kontrol over den nye diplomatiske tjeneste. Dette skyldes, at den Høje Repræsentant også bliver medlem af EU-kommissionen. Franske planer om at starte "struktureret Forsvarssamarbejde" bliver således præsidentens opgave.

En Kommentar til denne artikel af Waterfield fortjener at blive bragt her: "Bruno Waterfield har helt enkelt ikke fattet det. Så stor er foragten, som EU-elskerne har for deres egne landsmænd, at de simpelt hen er ligeglade med, om nogen finder ud af, hvad de laver bag lukkede døre, fordi de ved, at massemedierne ikke vil berette derom.  Det vil naturligvis altsammen ende i tårer, fordi alle instansers foragt for offentligheden resulterer i, at gerningsmændene kommer op i systemet…. Og sådan er det med den Europæiske Bevægelse.  Den er korrupt, partisk, baseret på en skov af løgne og positivt skadelig over for dem, som bor inden for dens grænser."

Hvad laver de netop nu? (Waterfield)
Bag lukkede døre, over diplomatiske middage, i departementernes korridorer, ministerier og kanslier spiller Europas herskere deres livs spil for Europas fremtid. Som jeg har allerede har noteret her og her , er dette et magtspil, som offentligheden ikke engang er iagttager af.

José Barroso synes kandidat som EU-præsident, lige som Anders Fogh Rasmussen (DK), Juncker (L), medens Tony Blair (GB) tilsyneladende er på vej ud af spillet. Men overraskelser er sandsynlige - i flg. Waterfield.

Afgørende forhandlinger mht. snøringen af den største Job-pakke i EUs levetid, incl. NATO, er undervejs.  Spillereglerne, spillerne og stillingen i kampen er kun bekendt for en lille bitte gruppe af EU-chefer og deres allerhøjstrangerende embedsmænd. Kampen om at udfylde disse jobs incl. den mægtigste nye post, den som præsident, vil fastlægge Europas dagsorden for de næste 10 år.
Dette er nøjagtigt det modsatte af demokratisk politik i en valgkampagne. 

I denne strid erklærer kandidaterne sig ikke offentligt, og jo mere seriøse, kandidaterne er, jo mere hemmelighedsfulde og tilbageholdende vil de være mht. deres ambition. “Spekulation på dette tidspunkt er meningsløs. Det bedste, man kan sige, er, at det meget vel kan være et navn, som ingen har tænkt på," sagde en diplomat.

Kommentar: Utrolig! Dette er jo symptomatisk for et EUSSR-diktatur. Ikke desto mindre taler EU stadig om demokrati - som USSR gjorde! Det kommer alt sammen an på, hvad man lægge ri ordet demokrati, der skulle være regering ved og for folket. I tilfældet USSR betød demokrati regering af folket imod folket. Nøjagtigt sådan er det i EU.

Men det mest forbløffende: Vi finder os i det!!! Den, som tier, samtykker. Så vi fortjener de eurokrater, som forbereder sig på at berøve os vor frihed - i frihedens navn!