EU 1. Maj 1, 2008: Olli Rehn, EU kommissær for Udvidelse: "Det udvidede EU bør have et højt ambitionsniveau for sin udenrigspolitik… Ledeprincippet at forstærke EUs "smarte magt" er at overføre dens værdier og interesser på en mere effektiv måde, for at udvide den europæiske zone for fred, frihed og demokrati. I udvidelsespolitikken har denne udvidelse af EUs metode og model haft en omskabende kraft gennem årtier. 
Lad mig forklare, hvad jeg mener med "smart magt": I det væsentlige er det at kombinere blød og hård magt i EUs udenrigsforbindelser ved at bruge hele spektret af vore politiske instrumenter og økonomiske ressourcer. Dette bør gøres fremsynet, konsekvent og i fællesskab.
 

I de senere år har vi set Unionen engagere sig tiltagende med flere og flere aktiviteter uden for sine grænser- ikke blot i udviklingshjælp og institutionsopbygning men også i diplomati og sikkerhedsmissioner. Siden 1990erne, særligt som en lære af af de katastrofale  Balkankrige og den efterfølgende bevidsthed i Frankrig og Storbritannien om, at de ikke kan komme igennem ved at gå enegang, er EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik blevet sit navn værd."
Kommentar: Man føler sig her hensat til det gamle Romerrige: Hver gang det havde udvidet, følte det sig truet af de nye naboer - indtil det havde  indlemmet dem i Romerriget - og skabt pax romana.

EUs ambitioner
Vi har vidst det længe: EUSSR , som kommissionspræsident José Barroso kalder et Imperium, er meget ambitiøs. Barroso har erklæret, at EUs love og interesser skal strække sig ud over Europas grænser. Til den "smarte magt", som Olli Rehn omtaler, hører det at gøre Europol til et EU-agentur, der skal arbejde tæt sammen med EU-parlamentet - om at iagttage euroskeptikere og andre terrorister:

Den italienske præsident, Giorgio Napolitano (t.h),  har kaldt alle, der er imod  Lissabon Traktaten "terrorister". Den tyske præsident, Horst Köhler, der nikkede  samtykkende til Napolitanos kommentarer, kaldte euroskeptikernes krav om folkeafstemning "populistisk og demagogisk"!!!
Nu har EU øjensynligt ambitioner om at forlade sin status som kolos på lerfødder og blive en ligeværdig global medspiller med et stærkt militær. Midlet er Lissabon Traktaten.

Så det er ikke sært, at den  ambitiøse 2 x Bilderberger (2000, 2003), Anders Fogh Rasmussen (t.v.), der er tiltagende omtalt som  favorit til  posten som den første faste  EU-Præsident (naturligvis uvalgt - og således aldeles uden demokratisk basis) , er opsat på at tage de danske rets- og forsvarsforbehold - nok også euroen - til folkeafstemning dette efterår.

Formålet er naturligvis at styrke Anders Foghs kandidatur som præsidentkandidat for EU-diktaturet - samt  sikre, at han som præsident kan bidrage med dansk kanonføde til sin egen hær, så han kan lege krigsherre og bane vej for yderligere udvidelse af  Unionen for  Mediterranien (således kaldet fra 14. juli 2008) på vegne af sine  illuministiske herrer (her- explanatory statement), dvs. den Nye Verdensorden, som omtaltes 5 gange af præs. Bush sen. 1990-91.

Det følgende er uddraget af en analyse foretaget af den britiske tænketank "eurofacts"
eurofacts 7. marts 2008: "Forsvaret er det næste område for EU-integration"
  Det står tiltagende klart, at næste skub i den europæiske politiske integration vil ske på forsvarsområdet, og så snart Lissabon Traktaten er til side, vil den britiske regering ydmygt affinde sig dermed.

Europahær
Nærlæsning af teksten viser også, at omfanget og rammen af de militære opgaver, som EU ønsker at foretage, vokser meget stærkt. Traktaten indfører 12 nye områder inden for CFSP (Common and Foreign Security Policy) hvor flertalsafgørelse skal indføres.  …Måske er den mest betydningsfulde fornyelse i Traktaten planen om at tillade “permanent struktureret samarbejde” inden for rammerne af EU. Dette ville tillade skabelsen af en indre kerne af EU-medlemmer, som er interesseret i at foretage militær integration for at gennemføre det, der kaldes de mestkrævende missioner.”

Få dage efter, at Frankrig havde ratificeret Traktaten d. 10. febr., 2008, meddelte præsident Sarkozy’s talsmand i forsvarsspørgsmål  i henhold til traktatens bestemmelse om "permanent struktureret samarbejde", at det franske EU-formandskab ville fremsætte specifikke forslag om at skabe en G-6 (hær) , der omfatter Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Italien og Polen. Hver især skal stille med 10,000 soldater til en fælles interventionsstyrke og forpligte sig til at bruge 2% af BNP årligt på forsvar (p.t. gør kun Frankrig og Storbritannien det).

Denne elitegruppe skal også skabe et europæisk forsvarsmarked, udføre fælles anti-terror initiativer og deltage i   infrastrukturprogrammer som missilforsvar.  Talsmanden krævede også “Europæisering” af udenlandske militærbaser."

I betragtning af, at Storbritanniens væbnede styrker er overbelastede og for lavt normerede, ville denne forpligtelse  lægge iøjnefaldende begrænsninger på Storbritanniens evne til at udføre sin mission i Helmand Provinsen i  Afghanistan. Det ville også betyde et ganske skamløst brud på gentagne britiske forsikringer til USA om, at skabelsen af en selvstændig europæisk forsvarsstyrke ikke skulle søge at virke parallelt med NATO.

Det ville rejse spørgsmålet om det NATOs kan overleve, som EU landene med undtagelse af Storbritannien er tiltagende uvillige at betro kamptropper til. US talsmænd har gentagne gange advaret om, at NATO ikke kan overleve, hvis nogle medlemmer overlader kampindsaten til andre.
Et hårdt slag i betragtning af, at  NATO ønsker at regere verden politisk og militært.

Rapporter i the European Voice antyder, at Storbritannien allerede har  signaleret sin godkendelse af den franske plan - men ikke vil sige det før ratifikationen af Traktaten.  Tidligere har folk med indflydelse i EU undgået at antyde, at en europæisk forsvarsstyrke nogen sinde kunne sættes ind til territorialt forsvar i Europa (en NATO opgave). Men indføjelsen i  Lissabon Traktaten om en fælles forsvarsklausul   - i sit væsen meget lig den, der findes i Washington Traktaten fra 1949 , der skabte NATO - rejser tvivl , hvorvidt dette stadig er hensigten.

EU bliver mere og mere krigerisk
1. “Petersberg”er navnet på det hotel, hvor de europæiske forsvarsministre mødtes i 1992 under WEUs (Western European Union - forsvarsorganisation) ledelse. Ved den lejlighed blev de enige om at bidrage med nationale kontingenter til en europæisk forsvarsstyrke, som skulle udføre “…humanitære og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kamptropper til håndtering af kriser, incl. fredsskabelse".
2. Syv år senere blev rammen for den europæiske sikkerhedspolitik øget og fik kød på  ved det Europæiske Rådsmøde i juni 2004, da opgaverne for første gang omfattede anti-terrorforholdsregler. Det overordnede mål definerede  ESDPs rolle  (European Security and Defence Policy) som følger :“…humanitære og  redningsopgaver, fredsbevarende  opgaver, opgaver med kamptropper til kriseløsning, incl. fresskabelse.   Som antydet af den Europæiske Sikkerhedsstrategi kan dette også omfatte fælles afvæbningsoperationer, støtte fortredjelande i kampen mod terrorisme og reform af sikkerhedssektoren."

3. Artikel 28 B i Lissabon Traktaten  definerer nu “Petersberg opgaverne" som: “…fælles afvæbningsoperationer,    humanitære og  redningsopgaver, militære rådgivnings- og bistandsopgaver, konflikthindring og fredsbevarende opgaver, kamptropper til krisehåndtering, incl.  fredsskabelse og stabilisering efter konflikt. Alle disse opgaver kan bidrage til kamp mod terrorisme, også ved at støtte tredjelande i bekæmpelse af terrorisme på deres områder."

T.v.: EUROFOR i Kinshasa, Congo

Lissabon Traktaten markerer en vigtig milepæl i skabelsen af en permanent og selvstændig europæisk forsvarsstyrke.
Den lægger også grunden til yderligere forholdsregler mht. militær integration, der kan give NATO dødsstødet.

Europahæren eksisterer måske ikke - endnu. Men bestræbelserne på at skabe den accelererer, og den britiske regerings svar følger et kendt mønster: indledningsvis modstand fulgt af ydmyg affinden, parret med et forsøg på at skjule for offentligheden, hvad der foregår, og hvor meget, der står på spil.

Det kan få en katastrofal ende.

Udlandsindsatser af EUFOR (EU Force) 

Hovedartikel: EUs Udlandsindsatser.
Den første indsats af europæiske tropper under ESDP var i marts 2003 i   Makedonien . "EUFOR Concordia" brugte NATO aktiver og blev anset for en succes og erstattet af en mindre politimission, EUPOL Proxima, senere på året. Siden da har der været andre små politi-, justits- og overvågningsmissioner. Som i Makedonien indsatte EU fredsbevarende styrker i Bosnien og Herzegovina, EUFOR Althea missionen, som stadig er i indsats i November 2007.
Kommentar: For nylig i 2008 satte  EU 1800 mand ind i Kosovo til fordel for de muslimske albanere, idet EU egenmægtigt spaltede et frit land, Serbien, efter forgodtbefindende.

Mellem maj og september 2003, gik "Operation Artemis" i gang i den Demokratiske Republic Congo (DRC) under FNs Sikkerhedsrådsresolution 1484. Dette gav anledning til "nations-ramme" systemet, der skulle tages i brug ved fremtidige indsatser. I 2006 vendte EU kortvarigt tilbage til Congo for at støtte FN under valget i landet.  

Geografisk har EU-indsatser fundet sted uden for Balkan og DRC i Georgien, Indonesien, Sudan, Palæstina, og Ukraine-Moldova. Der er også en juridisk indsats i Iraq (EUJUST Lex). Der skal være indsatser i  Chad og den Centralafrkcanske Republik sammen med FN i  2008.

Hvorfor?
Nu er det bange spørgsmål: Hvad er formålet med en sådan europahær? Hvem er fjenden? Man har længe fortalt os, at den kolde krig er forbi, så at vor hær nu vidtgående ikke er hjemme til at beskytte os mod russerne - men sendt ud i alverden for at beskytte muslimer mod Fredens Religions overgreb. Folkene i Middelhavsunionen? Folk, der - som serberne - afslår at EUs krav om at bringe dem EUs forvrængede demokratiudgave? Folkene, som sidder på oliekilderne? Har EU i sinde en dag at mødes med USA i Irak?
Eller er det hele af humanitære grunde? I så fald ville det være en god ide straks at starte i Myanmar.