D. 4. maj modtog jeg den sørgelige meddelelse om, at min ven, Rolf Sloth-Henriksen, var død. Rolf, der var meget optaget af Danmarks besættelse – både den fra 1940–1945 og det, han nu så som en snigende islamisk besættelse af Danmark, døde på Danmarks befrielsesdag.
*
Jeg havde den ære at være medlem af bestyrelsen for Rolfs forening “Dansk Kultur” i nogle år og kom til bestyrelsesmøderne i Rolfs og Annettes gæstfrie hjem. Jeg oplevede på nært hold et stort menneske, en karismatisk ildsjæl med en kolossal energi, produktivitet og aktionsradius.
*
Rolf var født i Hamburg-Altona i 1951 og var præst i Bredballe 1977–2011. I 1999 var han medstifter af “Grundlovsforeningen Dansk Kultur”, hvis formand han var til sin død. Rolf kunne i et velhaverkvarter samle fuld kirke søndag efter søndag, hvilket er enestående.
*
Rolf pintes af at se en afkristning af Danmark i trit med en tiltagende islamisk indvandring, der pga. politikernes og mediernes holdningsløshed ikke engang måtte kritiseres. Rolf gjorde det alligevel – vel at mærke med så saglige koran– hadithbaserede argumenter, at ingen kunne tilbagevise dem. Ligeledes pinte det Rolf at se, at Grundloven reelt mistede sin gyldighed med Lissabon-Traktaten, der giver EU fortrin over dansk lovgivning.
*
Rolf ville bekæmpe opløsningstendensen med 1. kristendom og 2. Dansk historie og kultur.
I 2003 var Rolf  medforfatter til Danmarks Kulturerklæring.

Særligt har Rolf kæmpet imod opførelsen af Stormoskeer i Danmark med Koran/hadithunderbyggede argumenter –  og er et par gange blevet anklaget for racisme – skønt islamkritik intet har med racisme at gøre, idet den ideologi jo omfatter alle racer.
Så sent som 30.4.12  kunne man i Vejle Amts Folkeblad læse:  “Præsten Rolf Slot-Henriksen anmeldt for racisme. Anmelderen er socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation. I januar sendte præsten et brev til medlemmerne i borgerrepræsentationen. Her advarerede han politikerne imod at stemme for en planlov, der giver mulighed for at bygge to moskeer i hovedstaden.
Nu skal Københavns Politi tage stilling til om Rolf Slot-Henriksen har overtrådt straffelovens § 266b. som af flere bliver kaldt for racismeparagraffen.”

Jeg ved, at Rolf var lidenskabeligt engageret og tog sig sådant meget nært. Jeg kan ikke udelukke, at hans pludselige uventede død kan have med dette at gøre.

Udover at befatte sig med islam og kristendom havde Rolf tid til bl.a. at skrive en meget underholdende bog om Dansk Humor.

En anden ting, som gjorde Rolf usædvanlig var, at han var synsk. I sit curriculum vitae skriver Rolf:  “Gennem ca. 30 år har jeg beskæftiget mig med nærdødsforskning på et fagligt videnskabeligt grundlag, hvilket for mig har betydet, at de delvis kunstige faggrænser mellem det åndelige og fysisk videnskabelige er blevet brudt ned. Jeg ser i dag skellet mellem ånd og fysik som noget kunstigt, frembragt gennem materialismens ideologisk ateistiske koncept.
I tidens løb er det blevet til flere hundrede foredrag om emnet nærdødsforskning og om forholdet mellem ånd og videnskab.
I den forbindelse har jeg udgivet:
1984  Dødsoplevelsen bind 1 + 2
1985  En god død
1990  Der er mere mellem himmel og jord.”
Gennem personlig kommunikation ved jeg, at Rolf oplevede 3 helt identiske syner om Europas dystre fremtid – med åbne øjne – og at han meddelte sin menighed dette fra prædikestolen.

Rolfs død vil efterlade et uerstatteligt tab i kampen for Danmarks og kristendommens overlevelse. I sit sidste julebrev udtrykte Rolf skuffelse over, hvor lidt Foreningen “Dansk Kulturs” og hans eget virke havde kunnet dæmme op for den tiltagende islamisering af Danmark. Men han udtrykte det forsæt at gøre endnu mere.

Rolf gik lige løs på den fjende af danskhed og Kristus, der er til at se: islam. Da han havde alle medier og den politiske verden imod sig, ville selv hans øgede indsats ikke kunne stoppe oversvømmelsen. Rolf vidste, at der står meget stærke kræfter af både åndelig og fysisk karakter bag masseindvandringen, at islamiseringen kun er symptomet på en skjult sygdom, der rammer hele verden – den som politikere af alle afskygninger kalder den “Nye verdensorden”.

Rolf havde intet imod en ny verdensorden – men det skulle være Kristi og ikke Wall Street/London Citys nye orden.

Hvad Rolf måske ikke gjorde sig helt klart var, at han gennem sin indsats åbnede øjnene hos mange, som derved har kunne gøre klart for sig selv, hvor de hørte hjemme: i “Verdensfyrstens” eller Kristi Nye Verdensorden. Uden Rolfs indsats havde mange været orienteringsløse i den åndelige opløsningsproces efter “Verdensfyrstens” 1968 revolution.

Derfor har Rolfs indsats været uvurderlig og meget mere omfattende, end han troede.

Æret være Rolf Sloth-Henriksens minde.
*
Anders Bruun Laursen