Resumé: NATO har overtaget rollen som FNs verdenspolitikorps, og vi bruger større og større summer på at slå muslimske stammekrigere og vore egne soldater ihjel i Centralasien som et af adskillige tiltag fra den globale magtelites bestræbelser på at tilrane sig den sidste, udestående rest af regional selvstændighed for at fuldføre deres verdensdiktatur. I den situation kommer der helt uventet fra magtelitens "usynlige" verdensregeringscentrum, US Council on Foreign Relations,  en meddelelse om, at kampen mod terror er helt uacceptabel, fordi risikoen for terrordød uden for krigszonerne er negligeabel! Risikoen for at dø af terrorisme er i USA 1: 101.000 pr år, kun halvt så stor som risikoen for at dø ved brug af husholdningsapparater og en fjerdedel af risikoen for at dø i en trafikulykke. For at komme blot op i nærheden af, hvad der i andre sammenhænge betragtes som uacceptabelt, skulle USA hvert år opleve et terrorangreb på størrelse med 11. september, der efter alt at dømme var et US insider job. Al Qaida har formentlig aldrig sat sit terroristspor i USA. Men Council on Foreign Relations tror ikke selv på, at dens analyse vil få nogen indflydelse, fordi vi er hjernevaskede til at ro på også denne løgn.
Den virkelige grund til krigen mod terror er - foruden det forgæves forsøg på at erobre Centralasien - at indføre mere og mere overvågning af os for at undertrykke utilfredshed med gennemførelsen af den Nye Verdensordens diktatur. 

World-trade-centreSiden den hjemmelavede, indre terrorisme d. 11. sept., 2001 har verden mobiliseret og afholdt enorme udgiftssummer under påskud af "krig mod terrorisme”.  NATO har udnyttet situationen ved at tilrive sig rollen som FNs militære ekspeditionsstyrke, der sættes ind overalt, hvor der er en overkommelig modstand at knuse mod den Nye Verdensordens fremmarch - som roses så meget af fremtrædende politikere i USA og Europa (se videoer i højre margen på denne blog). Andre kriser blev igangsat af illuminister (hvortil EU bekender sig - explanatory statement): En finanskrise, og her og her, den bedrageriske, og her, og her hjemmedyrkede klimakrise, et forfærdeligt svindelnummer, "krisen" for den biologisk mangfoldighed mv.) på samme tid - alt som undskyldning for den Nye Verdensordens elites hidtil største magttyveri over os undermennesker - på vores tiltagende bekostning.
Derfor er det sensationelt, at denne afsløring kommer i  Foreign Affairs, tidsskriftet for US Council on Foreign Relations, den usynlige regering i USA og dermed i verden, Rockefeller-Rothschild's stærkeste værktøj.

John Mueller and Mark Stewart, Foreign Affairs 2. april 2010: I løbet af de seneste mange årtier har akademikere, politikere og lovgivere verden over udviklet risikovurderingsteknikker til at evaluere risici for menneskers liv, f.eks. over for pesticider, forurening og atomkraftværker. Derved er de nået til en væsentlig enighed om, hvilke risici, der er acceptable, og hvilke, der er uacceptable. Når disse teknikker anvendes på terrorisme, bliver det klart, at terrorisme er langt fra en eksistentiel trussel. I stedet repræsenterer den en acceptabel risiko, så lav, at udgifterne til yderligere at reducere sandsynligheden eller konsekvenserne næppe er berettiget. Typiske risici, som anses uacceptable, er dem, der findes sandsynligvis at ville dræbe flere end 1 ud af 10.000 eller Intlter21 af 100.000 om året.

  Dræbte ved terrorisme i årenes løb. Rød linje: US udenrigsministeriums Data. Blå linie: RAND/MIPT Data.

I den anden ende af spektret er risici, der anses for acceptable, og der er en rimelig grad af enighed om det risikoområde også. F.eks. besluttede USAs Nuclear Regulatory Commission i 1986  efter omfattende forskning og offentlig høring, at dødelighedsrisikoen i forbindelse med ulykker på kernekraftværker ikke bør overstige 1 på 2 millioner om året og 1 på 500.000 om året fra driften af atomkraftværker. Regeringerne i Australien, Japan og Det Forenede Kongerige er kommet frem med nogenlunde samme antal mht. risikovurderingen. Det gjorde en gennemgang af 132 lovgivningsmæssige beslutninger fra den amerikanske forbundsregering  om befolkningens eksponering for miljømæssige kræftfremkaldende stoffer også, hvor man fandt, at regulerende indgreb altid forekom, hvis den enkelte årlige dødelighedsrisiko oversteg 1 på 700.000. Imponerende nok fandt undersøgelsen en stor sammenhæng mellem en bred vifte af forbundsagenturer om, hvad der betragtes som et acceptabelt risikoniveau. 

Der er således generel enighed om risikoen i den etablerede reguleringsmæssige praksis i flere udviklede lande: risikoen anses for uacceptabel, hvis antallet af de årlige dødsulykker er højere end 1 ud af 10.000 eller måske højere end 1 ud af 100.000 og acceptabel, hvis tallet er lavere end 1 på 1 million eller 1 på 2 mio. Mellem disse to intervaller er der et område, hvor risikoen kan betegnes som "tålelig". Langt flere liv kunne have været reddet, hvis terrorbekæmpelsesmidler i stedet var blevet brugt på at bekæmpe farer, der indebærer en uacceptabel risiko.

Disse etablerede overvejelser er designet til at give en levedygtig, omend noget grov, vejledning for den offentlige politik. I alle tilfælde må forholdsregler og regler med det formål at reducere risikoen opfylde væsentlige omkostning/gevinst-overvejelser. Det er klart, at risici, der falder i det uacceptable område må kræve mest opmærksomhed og flest ressourcer. Risici i det tolerable område kræver også overvejelser - men da de er mindre presserende, bør de bekæmpes med relativt billige foranstaltninger. Farer i det acceptable område er til ringe eller endog ubetydelig bekymring, så forholdsregler for at mindske deres risici yderligere ville næppe være værd at forfølge, medmindre de er bemærkelsesværdigt billige.
Hvis US ministerium for indre sikkerhed ønsker at anvende en risikobaseret tilgang til beslutningstagning, som det ofte hævder, at det gør, synes disse risici-kriterier at være mest Muellerhensigtsmæssige til dette formål.

Som det ses af tabellen, er den årlige risiko for at dø som følge af terrorisme, navnlig for områder uden for krigszoner, mindre end én ud af en million og må derfor således normalt ligge inden for det interval, som tilsynsmyndighederne finder sikkert eller acceptabelt, og som ikke kræver yderligere forskrifter, især dem, der sandsynligvis vil være dyre. De ligner risici ved at bruge husholdningsapparater (200 dødsfald om året i USA) eller kommerciel luftfart (103 dødsfald om året). Sammenlignet med dø for en terrorist har amerikanerne  dobbelt så stor risiko for at omkomme i en naturkatastrofe og næsten tusind gange størresandsynlighed for at blive dræbt i en eller anden form for ulykke. Den samme generelle konklusion holder, når den fulde skade, der  forårsages af terrorister samles - ikke kun tabet af menneskeliv, men direkte og indirekte økonomiske omkostninger. Som fare, i det mindste uden for krigszonerne, påfører terrorisme ikke skade nok til at retfærdiggøre væsentligt stigende udgifter til at behandle den. Tabellen indeholder også en anden form for fare, der vækker stærke følelser og er tilsigtet - drab - og dens hyppighed generelt hører i modsætning til terrorisme, hjemme i den uacceptable kategori.

 For at håndtere de følelsesmæssige og politiske aspekter af terrorisme foreslog en undersøgelse udarbejdet for nyligt for det amerikanske ministerium for indre sikkerhed, at menneskeliv, der mistedes pga. terrorisme burde betragtes dobbelt så værdsat som de, der mistedes af andre grunde. Det vil sige, 1 milliard dollars brugt på at spare hundrede dødsfald som følge af terrorisme, kan betragtes som svarende til 1 mia $ brugt på at spare to hundrede dødsfald som følge af andre farer. Men selv med denne generøse (og måske moralsk tvivlsomme) forudindtagethed, eller endda med endnu mere generøse, klarer terrorbekæmpelsesudgifterne ikke en standard omkostnings-/gevinstanalyse.

Politikere og bureaukrater står selvfølgelig over for betydeligt politisk pres for at bekæmpe terrorisme, men det fritager ikke for dem deres ansvar for at forbruge offentlige midler fornuftigt. Hvis de føler, at de ikke kan gøre det, bør de fratræde eller åbenhjertigt indrømme, at de bliver uansvarlige - eller de burde have afvist at tage jobbet i første omgang. Selv om det politiske pres kan fremtvinge ukloge aktioner og udgifter, dikterer de normalt ikke  det præcise beløb, der bruges. Det Forenede Kongerige, som synes at stå over for en betydeligt større indre trussel fra terrorisme end USA, bruger ikke desto mindre kun halvt så meget per indbygger på indre sikkerhed.

For at grænse til at blive uacceptabelt efter etablerede risikokonventioner - det vil sige at nå en årlig dødelighedsrisiko på 1 på 100.000 - skulle antallet af dræbte fra terrorangrebene i USA og Canada øges 35-fold; i Storbritannien (ekskl. Nordirland), mere end 50-fold, og i Australien, mere end 70-fold. For USA, ville det betyde at opleve angreb med omfang som 11. sept. mindst en gang om året, eller 18 Oklahoma City bombeangreb hvert år.

For at dette kan ske, ville terroristerne sandsynligvis være nødt til at anskaffe atomvåben, men sandsynligheden for det er meget tvivlsom. Hvis denne frygt anses for holdbar, ville de politiske konsekvenser være at investere helt eller næsten helt i håndteringen af denne begrænsede bekymring. Massive udgifter til at beskytte "kritisk infrastruktur", for eksempel kan næppe være effektiv mod en atomeksplosion.

I virkeligheden er der meget lidt, der tyder på, at terroristerne bliver mere destruktive, især i Vesten. Nogle analytikere har fundet, at om noget er terrorvirksomheden faldende, i hvert fald uden for krigszoner. Som en fare for menneskers liv i USA, eller i stort set ethvert land uden for en krigszone udgør terrorisme under de nuværende betingelser næppe en eksistentiel trussel. Anvendelse af bredt accepterede, fastlagte kriterier efter megen forskning fra lovgiverne og beslutningstagerne viser, at risikoen for terrorisme er lav nok til at være acceptabel. Obama-devil-hand.2jpgAlt i alt kunne langt flere liv være blevet reddet, hvis terrorbekæmpelsesmidlerne i stedet var blevet brugt på at bekæmpe farer, der indebærer en uacceptabel risiko.

Denne elementære observation vil imidlertid sandsynligvis ikke ændre noget. De kumulative øgede omkostninger til bekæmpelse af terrorisme for USA alene siden 11. sept. - de føderale, statslige, lokale og private udgifter samt offeromkostningerne (men ikke udgifterne til krigene i Irak eller Afghanistan) - er ved at nærme sig 1 bilion dollar. Men hvor tvivlsom og uøkonomisk den end er, er denne virksomhed blevet accepteret af alle, og den vil sandsynligvis vare lige så længe som terrorismen gør. Siden terrorisme, lige som kriminalitet, aldrig helt kan udryddes, synes USA at have en en lang og dyr belejring foran sig.

Kommentar
Satanist-george_bushDet er tankevækkende tale fra en helt uventet Ny Verdensordens-kant. Så hvorfor i alverden dør vores soldater, kæmper mod spøgelser i Afghanistan, Pakistan, Irak? Al Qaida? Den er jo blot et fantasifoster - bestående af 200 forskræmte primitive krigere, der prøver at skjule sig i Pakistan og Yemen!  Sandheden er, at denne krig mod terror var et opfundet påskud af det amerikanske militære kompleks for at tvinge svage og korrupte amerikanske præsidenter med en satanistisk baggrund - far og søn - til at starte og fortsætte, hvad der altid har gjort banksterne bag dem rigere og mere magtfulde. Desuden er Centralasien centrum for Brzezinskis Eurasiske Store Skakbræt, der skal kontrolleres for gennemførelsen af Den Trilaterale Kommissions én-verdensstat, der forbinder NAFTA/NAU, samt Euromediterranien-området og ASEAN 3. Vi hjernevaskede undermenneske-slaver leverer pengene og vores afkom - for at "gøre en (helt unødvendig) forskel", dvs at blive destrueret. Men det er bemærkelsesværdigt, at den stærkeste hær, verden nogensinde har set, NATO, ikke engang kan besejre middelalderlige muslimske stammefolk i Afghanistan og Pakistan. De jager i stedet endnu flere af disse unintegrable muslimer til Vesten for at blive fodret af os, og dermed ødelægge vores velfærdssamfund, kulturer, moral og uafhængighed. Dette er også en del af den Nye Verdensordens plan, for at ændre vore samfund radikalt og indføre total overvågning, og her - og derved undertrykke modstand mod gennemførelsen af den Nye Verdensordens diktatur..

Vi er simpelt hen for dumme, når vi tillader det. Eller for hjernevaskede. I stedet burde man bruge ressourcerne på at sikre egne befolkninger i Vesten mod den tiltagende, daglige terror i vore byer fra de aldrig tilpassede indvandrere – eller bedre: holde dem ude af en verden og en kultur, hvor de ikke har andet at søge end at udvide Shariaen på vor bekostning – og så kanalisere dette interne muslimske problem ind i andre muslimske lande. Islam har allerede frataget kristenheden meget mere end nok land i historiens løb.

 

 .