Pascal_Lamy

Resumé: Dette er fra en bemærkelsesværdigt detaljeret tale om den Nye Verdensordens verdensregerings struktur - holdt af den mangfoldige bilderberger, Pascal Lamy, og med principiel tilslutning fra den tyske kansler, Angela Merkel.
Lamy mener, at grunden til de problemer, som han og hans elitære kolleger skaber for verden, skyldes, at man ikke ved afslutningen af den kolde krig fik indført en effektiv verdensregering. For globale problemer kræver jo global løsning! Som skrækeksempel fremfører han klimaløgnen med øer der angiveligt forsvinder i havet (hvor?). EU er det eneste eksempel på overnational styring og model for verdensregeringen. Denne skal være bæredygtig (dvs. kommunistisk). Han definerer global styring som "det system "vi" (eliten) nedsatte til at bistå menneskenes samfund med at nå deres fælles mål", - på engelske common purpose, Englands kommunistiske EU orgnisation. Vore love, sociale normer og værdier samt adfærd skal ensrettes (af eliten). Nationalstatens sammenhængskraft skal gøres global. EU er under opbygning, blev til i kraft af fælles politisk vilje, et fælles projekt og fælles institutioner. Sådan skal verdensstaten også blive til. Men da folkene i EU i tiltagende grad vender sig fra det europæiske projekt, mangler legitimiteten (lovligheden) - således også for verdenregeringen. Heldigvis forlanger europæerne angiveligt mere og bedre europæisk udenrigspolitik!??? Global styring skaffes ved 1. retsstat (med elitens love) med gennemførlige forpligtelser på basis af tilsagn. 2. Subsidiaritet, dvs. problemløsning i nærsamfundet - som ønsket af selve den globalistiske pave. Naturligvis med overordnet myndighed, nemlig en trekant: G20 afstikker politikken og rapporterer til FNs verdensparlament. På den 3. side er de heller ikke folkevalgte globale institutioner. 3. FN skal optræde som én i FN-familien 4. Internationale spørgsmål skal dominere den hjemlige debat for at give verdensregeringen "legitimitet."
Lamy nævner global styring 15 gange.

WTOs generalsekretær Pascal Lamy sagde d. 9. nov. 2009 i en tale på Bocconi Universitet i Milano: "Vi er midt i den værste økonomiske krise og den første der har en global rækkevidde. En krise, som har set en voldsom tilbagegang i beskæftigelsen. Vi oplever, at vores planet forværres på grund af den globale opvarmning(???) Med alvorlig tørke og voldsomme oversvømmelser. Med hele øer, der forsvinder under vandet(???). Med spredning af atomvåben, som udgør en alvorlig trussel mod verdensfreden og sikkerhed. Hvad gik galt?

Realiteten er, at afslutningen af den kolde krig overraskede alle. Det var i slutningen af en bi-polær verden. En ny verdensorden blev født. Og alligevel var der ikke nok tænkning og diskussioner om dens styringsstrukturer. Der var aldrig en Bretton Woods-konference eller et San Francisco-konference efter 1989. Som resultat blev de globale styringsstrukturer ikke justerede. Og her ligger roden til mange af nutidens problemer. “Globale udfordringer (som eliten selv løbende skaber) har brug for globale løsninger”, og disse kan kun komme med den rigtige globale styring, som i dag, tyve år senere, stadig for svag(?!)

Og dog er der et sted på jorden, hvor nye former for global styring har været prøvet efter Anden Verdenskrig: i Europa. For mere end et halvt århundrede siden sagde Jean Monet: "de suveræne nationer fra fortiden kan ikke længere skabe en ramme for løsningen af vores nuværende problemer. Og Det Europæiske Fællesskab i sig selv er ikke mere end et skridt i retning af de organisatoriske former for morgendagens verden" . Dette var gyldig dengang, som det er nu.

Hvad mener jeg så med global styring? For mig beskriver global styring det system, vi nedsatte for at bistå menneskelige samfund til at nå dets fælles mål (common purpose) på en bæredygtig måde, dvs. med lighed og retfærdighed. Stigende indbyrdes afhængighed kræver, at vores love, vores sociale normer og værdier, vores mekanismer for udformningen af menneskelig adfærd skal undersøges, diskuteres, forstået og samkøres så sammenhængende som muligt. Dette er, hvad der vil danne grundlag for en effektiv bæredygtig udvikling i sine økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner.

Eu-gendarmerHvad enten offentlig eller privat, ledelse nødt til at stille sig i spidsen, inkarnationen af visionen, politiske energi, af fremdriften.

Det er også nødvendigt at give legitimitet, som er afgørende for at sikre ejerskab over beslutninger, som fører til forandring. Ejerskab for at forhindre den indbyggede tilbøjelighed i retning af modstand mod at ændre status quo.

Ve: EGF, EUs gendarmstyrke til nedkæmpning Lissabontraktatulydige borgere

En legitim styreform skal også sikre effektivitet. Den skal skabe resultater til gavn for befolkningen.

Endelig skal et styringssystem være sammenhængende. Kompromiser vil være nødvendige mht. emner, som ofte kan modsige hinanden.  Alt i alt er den særlige udfordring for legitimitet i den globale styring at behandle det, der opfattes som en alt for fjern, ikke-ansvarlig og ikke direkte anfægtelig beslutningstagning på internationalt plan. Som med legitimitet er sammenhængen også særegen for  nationalstaten og den overføres til specialiserede internationale organisationer, hvis mandat er begrænset. I teorien bør der ikke være noget problem. Den sammenhængende indsats fra nationalstaten på de forskellige ansvarsområder i international styring vil blive omsat til en sammenhængende global indsats.
Håndtering af globale problemer ved hjælp af de traditionelle, nationale demokrati-modeller har vigtige begrænsninger, som vi netop har set. Og dog er de nationale demokratiers  troværdighed i fare, hvis den globale styring ikke finder sin egen demokratiske troværdighed(???). Hvis borgerne føler, at de spørgsmål, der påvirker dem til daglig, ikke kan blive tilstrækkeligt behandlet.

Europa som et nyt mønster for global styring
I disse urolige tider for Den Europæiske Union er det ingen let sag at fremlægge det som et nyt mønster for global styring. Og dog er den europæiske konstruktion er det mest ambitiøse forsøg til dato på overstatslig styring. Det er historien om en ønsket, defineret og organiseret indbyrdes afhængighed mellem dets medlemsstater. Det er derfor værd at undersøge, hvordan Europa har klaret de udfordringer, jeg har beskrevet ovenfor.

Babel-tower-europe-many-tongues-one-voice-150Mit udgangspunkt er opbygningen af Europa som et igangværende arbejde. Det er ikke fuldstændigt i nogen af dets dimensioner. Ikke i forhold til geografien. Ikke i sin dybde, det vil sige i de beføjelser, som dets medlemsstater har overdraget til Den Europæiske Union. Og slet ikke i den følelse af identitet, der giver den lim, der holder alle menneskelige samfund sammen.

Oprettelsen af Det Europæiske Kul-og Stålfællesskab i 1950'erne var resultatet af den politiske vilje til at bevæge sig ud over disse to verdenskrige. Denne politiske vilje var der til at se freden slå rod i, hvad Robert Schuman kaldte "de facto solidaritet". Til viljen og de de konkrete mål har de føjet et tredje element, nemlig oprettelsen af en overnational institution - Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul-og Stålfællesskab. Hjertet i dette første projekt blev kernen i det europæiske projekt: at skabe et føderalt område hvor afgørelser kan tages, som er direkte anvendelige på medemslandene: et område med sammenskudt suverænitet.

Den omstændighed, at EU-retten har forrang for national lovgivning. Oprettelsen af et overnationalt organ som Europa-Kommissionen, der har fået monopol på at indlede lovgivning. En EF-Domstol, hvis afgørelser er bindende for de nationale dommere. Et parlament, der består af et senat af medlemsstater (Det Europæiske Råd) og et hus af repræsentanter valgt af Europas "folk", og som har fået kompetencer gennem årene.
Disse er blot nogle af de ting, der tilsammen gør EU til en radikalt ny økonomisk og politisk enhed på scenen i den internationale styring.

Hvordan scorer det europæiske mønster  på styringselementerne, der er nævnt ovenfor?
Jeg tror, styreformen i EU kan klare sig godt på lederskab og jeg vil bruge to eksempler for at illustrere det. Den første er en kampagne for oprettelse af det indre marked i 1992, som blev lanceret af Jacques Delors i 1985. En stærk politisk vilje opstod efter en vanskelig økonomisk og politisk periode. Det klare formål at slette interne hindringer for den frie bevægelighed for varer, kapital og mennesker, og en vigtig institutionel reform, som førte til accept af flertalsafgørelser i stedet for enstemmighed for vedtagelse af beslutninger, som fører til oprettelsen af det indre marked.

Den anden er skabelsen af euroen.

Jeg tror også, at Europa scorer positivt på sammenhæng. Institutionelt er det faktum, at Europa-Kommissionen fungerer efter princippet om kollegialitet og har monopol på at indlede lovgivning på de fleste områder under Fællesskabets kompetence samt de voksende beføjelser for Europa-Parlamentet fremmere af større sammenhæng. Styrkelse af EF-kompetencer, bl.a. gennem Lissabon-traktaten, er også en katalysator for en større sammenhæng.

Går vi videre til effektiviteten, tror jeg også, Europa scorer temmelig højt. EF-Domstolens rolle for at fremme EU's effektivitet.

Babels_tower_globalismIngen legitimitet for EU eller for verdensstyring
Hvis der er et område, hvor Europa vil få et minus, er det sandsynligvis i legitimitet. Vi er vidner til en voksende afstand mellem den europæiske offentlige mening og det europæiske projekt. Man kunne have forventet, at EU's institutionelle system med flere beføjelser overladt til Europa-Parlamentet ville have resulteret i større legitimitet, men dette modsiges af det faldende antal deltagere i valg til Europa-Parlamentet.

Den menneskelige dimension i overstatslighed er sandsynligvis blevet undervurderet. Når den nært forestående trussel om en ny krig er forsvundet fra vores horisont, er det, som om den lim, der holder Europa sammen som et fællesskab, også vil forsvinde. Som om der ikke var nogen fælles myter, drømme og forhåbninger.

Mht. miljøet har Europa en ledende rolle i verden (dvs. som den største løgner), hvilket er en afspejling af den store enighed, der findes i Europa om beskyttelse og bevarelse af miljøet. Og dog forhindrer  det institutionelle system, hvori Europa handler, de blandede kompetencer og forskellige stemmer efter min mening Europa i fuldt ud at vise sin effektivitet på dette område. Dette er et område, hvor Europa er splittet.
Den gode nyhed er, at europæiske borgere kræver mere og bedre af Europa i udenrigspolitikken. Men her er vi kommet ind på et af de områder, hvor symbolske barrierer, drømme og mareridt, de kollektive identiteter og myter forbliver stærke. Det er derfor, jeg mener, at opbygningen af en europæisk udenrigs-og sikkerhedspolitik vil kræve et permanent kompromis mellem interesser og værdier. Oprettelsen af den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der skal være næstformand for Europa-Kommissionen, og som er formand for almindelige anliggender, er efter min mening et skridt i den rigtige retning. Men det vil også kræve en fælles vilje til at handle i fællesskab og et fælles koncept, en slags fælles projekt, for at komme derhen (En rask krig?).

Eu-flag-brændes-af fiskereMen selv om disse tre elementer er der, er der en risiko for, at en reel eller formodet legitimitet fortsat er et problemGlobal legitimitet kræver langvarig pleje og opmærksomhed.

Hvad der kræves for at få et forvaltningssystem til at arbejde, er en kombination af politisk vilje, evne til at beslutte og ansvarlighed. I denne forbindelse giver den europæiske integration os mange nyttige erfaringer for global styring. Jeg vil gerne fokusere vores opmærksomhed i dag på et par af disse.

1. Den første lære vil jeg drage, er vigtigheden af retsstaten (hvis? Nazityskland var også “retsstat”) og forpligtelser, der kan sættes igennem. Global styring skal være forankret i tilsagn, der blev vedtaget af aktører, regler og forordninger med mekanismer, der befordrer og fremmer dens respekt. . Dette er også kernen i, hvad det internationale samfund forsøger at gøre med klimaforandringer: en multilateral aftale, hvor nationer forpligter sig til at nedbringe emissionerne ledsaget af foranstaltninger til fremme af tilpasning og lindring. Dette er også, hvad det internationale samfund stræber efter at opnå i de igangværende forhandlinger om ikke-spredning. Forpligtelser, som er forankret i en multilateral sammenhæng, som kan overvåges og være genstand for bilæggelse af tvister, fremme effektivitet og større sammenhængskraft.

2. Den anden lære, jeg vil  drage for global styring er respekt for subsidiaritetsprincippet. Det handler om at udføre opgaverne på det niveau, hvor disse bliver mest effektivt gennemført. Og her vil jeg gerne citere fra  pave Benedict XVIs  seneste encyclicale skrivelse "Caritas in Veritate", når han hævder, at "styringen af globaliseringen skal være præget af nærhed, udmøntet i flere lag og med inddragelse af forskellige niveauer, der kan arbejde sammen. Globalisering kræver bestemt myndighed, så vidt det rejser spørgsmålet om et globalt fælles gode, der skal forfølges. Denne myndighed skal imidlertid være organiseret i et nærhedsprincip og lagdelt, hvis den ikke skal krænke friheden, og hvis det skal give effektive resultater i praksis. "Det internationale system bør ikke belastes med spørgsmål, som bedre kan behandles på lokalt, regionalt eller nationalt plan."

3. Den tredje lære er, at "sammenhængen starter i hjemmet". Sammenhæng ligger først og fremmest hos medlemmerne af internationale organisationer. Tag De Forenede Nationer. Vi kan og skal have et "FN der optræder som én", men vi er også nødt til at se "FN-medlemmerne opføre sig som en" i de forskellige organisationer, der udgør familien af De Forenede Nationer.

4. Den sidste lære, jeg vil drage, er, at eftersom det politiske "folk" stadig primært er nationalt, ville legitimiteten være langt større, hvis de internationale spørgsmål bliver en del af den hjemlige politiske debat. Hvis de nationale regeringer bliver holdt ansvarlige for deres adfærd på internationalt plan. Udøvelsen af demokratiet på nationalt plan må integrere en international dimension til at skabe legitimitet på globalt plan. Nationale aktører - politiske partier, civilsamfundet, parlamenter og borgere - må sikre, at spørgsmål, som er en del af det "globale niveau" drøftes på det "nationale niveau".

Illuminatpyramide-illuminerer-klodenVerdensregering
Den gode nyhed er, at mange af disse spørgsmål allerede er under bearbejdelse, og at vi derfor ikke behøver at forvente et big bang (i den verdensregering, vi under alle omstændigheder vil gennemføre!!). Den globale økonomiske krise, vi er vidne til, har fremskyndet processen frem mod en ny struktur for den globale styring, i hvad jeg har kaldt en "trekantssammenhæng".

På den ene side af trekanten ligger G20, som erstatter det tidligere G8, giver politisk lederskab og politisk retning. På en anden side ligger medlems-drevne internationale organisationer, der leverer ekspertise og specialiserede input, det være sig regler, politikker eller programmer. Den tredje side af trekanten er G-192, De Forenede Nationer, der skaber et forum for ansvarlighed.

På længere sigt bør vi have både G20 og de internationale institutioner til at rapportere til et FN-"parlament" – og (EU-Parlamentet er særligt aktiv i dennes oprettelse). I denne forbindelse kunne en tilpasning af FN's Økonomiske og Sociale Råd yde støtte til den seneste beslutning, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling om et FN-system med bred sammenhæng. Dette ville udgøre en potent blanding af lederskab, rummelighed og en indsats for at sikre en sammenhængende og effektiv global styring. Med tiden kunne G20 endda være en reaktion på en reform af FN's Sikkerhedsråd.

En struktur af denne type skal understøttes af en række grundlæggende principper og værdier. Og det er netop, hvad den tyske kansler Angela Merkel har foreslået med oprettelsen af et charter for bæredygtig økonomisk aktivitet.

I dag, mere end nogensinde, skal vores ledelsessystemer, enten i Europa eller på globalt plan, give borgerne et mødested til at forme morgendagens verden, det, de ønsker at deres børn skal arve. Blandt de mange regionale integrationsforsøg er Den Europæiske Union laboratoriet for international styring - det sted, hvor de nye teknologiske grænser for international styring er ved at blive afprøvet.

Lamy er ikke alene, Bilderberger Angela Merkel (2005) opfordrer også til Den Nye Verdensorden
Earth Tines 9 Nov. 2009 Berlin  - Tysklands kansler Angela Merkel opfordrede mandag til mere samarbejde mellem nationalstater og overførsel af magt til multilaterale organisationer som FN i en tale forud for årsdagen for fejringen af  Berlin-murens fald. "Denne verden vil ikke være  fredelig, hvis vi ikke arbejder for en mere global orden og mere multilateralt samarbejde," sagde Merkel til verdens store ledere i Berlin. Merkel gav det kommende FN-klimatopmøde i København som et eksempel på, hvor nationalstaterne må sætte deres snævre interesser bag det større gode. "Det vigtigste, når man forsøger at overvinde barriererne, er: Er nationalstaterne parate og villige til at give kompetencer over til multilaterale organisationer, uanset hvad det koster?" spurgte Merkel.

Kommentar
WTO-chefen er besat af tanken om global styring. Wikipedia: Martin Khor, direktør for den Tredje Verdens Netværk, hævder, at WTO ikke styrer den globale økonomi upartisk, men dens drift har en systematisk bias i retning af de rige lande og de multinationale selskaber, hvilket er skadeligt for små lande, der har mindre forhandlingsmagt. Ikke så mærkeligt. Lamy er Rockefellers mand,  mangfoldig Bilderberger (2000, 2001, 2005, 2009).
Så hans indlæg udtrykker den Nye Verdensordens elites varmeste ønske: Verdensstat og verdensregering. Han har endog en plan for, hvordan man gør det: EU! Og han går ud til offentligheden dermed. Dette er ikke konspirationsteori. Det er offentligt erklæret fuldgyldigt højforræderi! Selv paven er med i det. Og José Barroso, Sarkozy, Gordon Brown taler uophørligt om verdensstyring (governance) – se videoerne i denne blogs højre margin – og nu begynder Angela Merkel også. Og vi protesterer ikke mod det!
vi protesterer ikke imod det!